Ozon i vand
Ved at tilsætte ozon i vandet opnås, desinficering af vandet, og de overflader og emner der er i vandet. Ozonen tilsættes vandet som meget fine bobler.
Ozon er en ekstremt reaktiv og oxiderende gas, hvis desinficerende effekt har været udnyttet til drikkevand siden begyndelsen af 1900-tallet. Det første ozonanlæg blev således taget i brug i 1904 til desinfektion af drikkevandsforsyningen i Londons omegn. Det er imidlertid først inden for de seneste årtier, at metoden har vundet udbredelse til industriel vandbehandling, idet udviklingen af mindre, industrielle ozonanlæg har gjort ozonbehandling til et reelt, økonomisk alternativ.
Ozonbehandling efterlader efter desinfektion ingen uønskede biprodukter i vandet. Ozon fremstilles direkte fra oxygen. Ved desinfektion, der kan siges at være en ekstrem oxidation af bakterierne, vil de eneste nedbrydningsprodukter være CO2, vand og oxygen.
Ozon virker ved at oxidere alle carbondobbeltbindinger. Da en bakteries cellemembran består af proteiner og proteinkæder, vil ozonet således angribe cellemembranen, hvorved bakterien går til grunde. Eftersom der er tale om en egentlig nedbrydning af bakterien – og ikke en påvirkning af dens ånding eller stofskifte – vil den også have meget vanskeligt ved at danne resistens over for ozon.
Selvom ingen bakterier i princippet kan overleve i ozonholdigt vand, er der enkelte bakteriekulturer, som kan overleve ved væsentligt højere ozonkoncentrationer. Det drejer sig om bakterier, der har tendens til at danne flokke, hvor de inderste bakterier i flokken er beskyttet, desinfektion af vand med denne type bakterie, skal tilsættes væsentligt mere ozon for at opnå tilstrækkelig desinfektion.
Desinfektion med ozon er en hurtig proces med en meget kort eksponeringstid over for bakterier. Den nøjagtige tid afhænger naturligvis af bakteriekulturen, men normalt vil en opholdstid på 4-5 min. med en ozondosering på 1 mg/l være tilstrækkelig til at reducere bakterieantallet 99%.
Ozon er en ustabil gas, der kun findes i meget små mængder i den atmosfæriske luft og derfor ikke som oxygen kan udvindes ved destillation af luft. Ozon må derimod fremstilles i umiddelbar nærhed af forbrugsstedet ved elektrisk udladning i oxygen. Ozonet dannes i ozongeneratoren ved at lede rent oxygen eller opkoncentreret luft ind over et højspændingsfelt, hvorved oxygenet spaltes i to atomare oxygenatomer. Da disse er ekstremt ustabile og reaktive, reagerer de ved enten at gendannes til oxygen eller gå i forbindelse med oxygenmolekyler for dermed at danne ozon.
Derudover består anlægget af oxygenforsyning, ozonopløsningsudstyr, en reaktionsbeholder samt udstyr til regulering og overvågning af ozontilsætningen.
Da ozon er ekstremt reaktivt over for organisk stof, vil det naturligvis også være giftigt for mennesker. Der skal derfor lægges stor vægt på sikkerheden i anlæggets konstruktion. Ved udslip af ozon giver overvågningsudstyret alarm, og produktionen stoppes, hvis den hygiejniske grænseværdi på 0,1 ppm overskrides. Hvis det er et krav, at der ikke må være ozon i procesvandet, kan dette også overvåges.
